Retrogaming fra Manomio

Der var en del postyr sidste år, da Manomio lancerede Commodore 64 emulatoren til iPhone. Emulatoren i sig selv vakte opsigt – der er masser af interesse i retrogaming. Og så vakte det en del opsigt da Apple trak appen ud af appstoren efter kun en enkelt dag, hvor den iøvrigt var banket lige ind på appstorens hitlister.
Jeg snakkede torsdag med Brian Lyscarz, CEO i Manomio og baseret i Malmø, ligesom en af Manomios udviklere, om emulatoren, den kaotiske launch og retrogaming.

Idag er emulatoren tilbage i appstoren, efter at være blevet skrevet voldsomt om, for at leve op til Apples krav om ikke at lave åbne platforme som trojanske heste inden i apps. Da emulatoren kom ud første gang, var det en fuld C64 emulator. Man kunne, med lidt snilde, få adgang til et klassisk C64 BASIC konsol og selv kode løs, og det var det, der fik Apple til at se rødt. Efter et redesign eller to, er appen nu helt fokuseret på at levere spiloplevelser kendt fra C64, og mulighederne for at kode selv er væk, og dermed Apples problem med emulatoren.

Appen er gratis i appstoren, og Manomios forretning består i in-app salg af spil, som så også fjerner de reklameskærme man ser i den gratis udgave. Manomio har købt licenser til en lang række klassiske spil til C64, og har langt større planer med retrogaming. Både om at tage C64 emulatoren ud på andre mobilplatforme og at tage fat på andre retroplatforme, som Amiga.

Udover at designe den helt rigtige app, så er der to store hovedpine ved iPhone platformen: Hvordan får man sin app gennem godkendelsesproceduren? Og når det er så er lykkedes, hvordan undgår man så at appen drukner i mængden.

Kampen med godkendelsesprocessen hos Apple er lang, tung og ugennemsigtig. Det er besværligt at få kontakt med screenerne udover de black-box ja/nej svar man får, Der skal lidt snilde og lidt held til, før man får lov at forklare sig ordentligt, så appen ikke bliver afvist for en sikkerheds skyld. Manomios held var endelig at finde frem til en person i Apple, der selv var C64 fan og godt ville slås lidt for at få løst konflikten. Ordet emulator har været en rød klud i processen, men det er lykkedes efter en del snak frem og tilbage at nå en model, hvor appen er lukket nok til Apple, og åben nok til at Manomios in-app salgsproces fungerer.

Det næste problem er så at undgå at drukne i de 100.000 andre apps, der er i storen. Det handler om at få skabt opmærksomhed nok til at man kan bryde ind i appstorens egne hitlister, og så holde sig på dem. For Manomio har konceptet selv – den første C64 emulator til iPhone – været stærkt nok til den første lancering, men pga. den kaotiske vej gennem godkendelsesprocessen, mistede man selvfølgelig noget af det originale momentum. For Manomio blev løsningen at gå fra en betalingsmodel til den nuværende med gratis app og in-app salg, via en promotion på et af de store iPhone sites, Freeappaday.
Operationen lykkedes – på gode dage runder emulatoren 100000 daglige downloads og in-app modellen virker, og genererer en stabil konvertering af gratisbrugere til betalende brugere. Lyscarz vurderer at en iPhone-bruger har en værdi på 0.5$-1$ for Manomio.

One Response to “Retrogaming fra Manomio”

  1. [...] This post was mentioned on Twitter by Claus Dahl, (((wide antenna))). (((wide antenna))) said: Ny blogpost: C64, iPhone, Manomio http://wideantenna.com/2010/04/16/retrogaming-fra-manomio/ [...]

Leave a Reply